Falster rundt og 2 x Møn rundt 1998
MØN RUNDT 1. gang.
MØN RUNDT 2. gang.
FALSTER RUNDT - en tilfældighed. 98
Hvis du kigger i klubbens langtursjournal, vil du kunne læse, at 3 roere fra
Stubbekøbing Roklub d. 29. aug. 1937 roede rundt om Falster - en strækning på
133 km - i en 2 åres inrigger på 16 timer.
Siden Brian og jeg i 1993 blev medlemmer af klubben har vi jævnligt talt om, at
de 3 roere må have været nogle "bondekarle, der var vant til at arbejde med en
roegreb", for hvor skulle man ellers kunne få den fornødne fysik fra?
Indtil 1997 var min længste rotur vist rundt om Bogø (26 km). I 1997 blev det
til nogle lidt længere ture - og mange km. Brian deltog i 1997 i en tur fra
Stege rundt om Lolland - Falster i 8 tal og retur til Stege sammen med nogle
roere derfra. En tur på 374 km - dog på 8 dage.
Under bådklargøringen i vintersæsonen 1997 - 98 talte vi meget om at tage på
nogle længere ture i den kommende sæson, herunder bl.a. en 2 dages tur rundt om
Møn med henblik på at opleve Møns Klint i solopgang og en 3 eller 4 dages tur
rundt om Falster med mulig afstikker til Nysted.
Brian og Per talte dog også om at gøre et attentatforsøg på den rekord, som Per
havde sat i 1995 sammen med 2 roere fra Kvik Roklub ved at ro rundt om Møn på 14
timer og 45 min. Vi andre afviste at deltage, ikke mindst på baggrund af Per´s
beretning om, hvorledes man, da man nåede Mønbroen var helt tappet for kræfter
og måtte proppe sig med kiks, bananer og chokolade for at mobilisere fornødne
kræfter til at ro de sidste 15 km til Stubbekøbing. En sådan oplevelse syntes vi
andre godt at kunne undvære - og så 95 km i et stræk!!
Det blev april og tid for en ny rosæson. 5 inriggere var blevet grundigt
gennemgået i vinterpausen, og vi havde også nået at forny gulv- og vægbeklædning
i klublokalet. Vi var parate og så forvent-ningsfuldt frem til den forestående
rosæson. Det var drøftet at afsætte tid til en tur Møn rundt i St.
Bededagsferien og til en tur rundt om Falster i dagene 4. - 7. juni
(Grundlovsdag).
Erling, Brian, Ove og jeg var tilmeldt langtursstyrmandskursus ultimo april.
Vi nåede derfor ikke at få planlagt turen St. Bededag nærmere, men udarbejdede
en nøje turplan med henblik på at ro rundt om Møn d. 29 - 30. maj og opfordrede
ved opslag på tavlen i bådhallen medlemmerne til at tilmelde sig. Det var
imidlertid så som så med interessen. Per ville gerne, men mente ikke, at han
havde tid - og familien skulle også tilgodeses. Formanden var hyret til en tur
med campingvognen i pinsen, så han måtte også afstå. Erling ville også gerne,
men blev forhindret. Brian kunne godt, men først om søndagen, idet han skulle på
arbejde lørdag aften. Ove og jeg var klar - men 2 mand er jo lidt lidt udenfor
dagligt rofarvand i en 2 åres inrigger, så det aftaltes med Brian, at vi så
tiden an til ud på søndagen, evt. for at tage af sted søndag aften med henblik
på at gå rundt i et stræk i håb om at kunne slå Per´s rekord. (!!)
Pinselørdag åbnede imidlertid op med en kraftig vind fra øst. Vejrmeldingerne
blev flittigt studeret - Møn Fyr meldte kl. 17 17 m/sek. og Gedser op til 23
m/sek. i stødene, og det syntes helt usandsynligt, at vejret skulle nå at ændre
sig i sådan en grad, at vi kunne "gå rundt", selvom der varsledes aftagende vind
i løbet af søndagen. Og da Brian hen ad kl. 2 lørdag nat gik hjem fra arbejde,
lagde han vejen forbi havnen. Det blæste fortsat kraftigt, og der var høje
bølger i Grønsund. Han konkluderede derfor, at der ikke ville blive nogen tur
rundt om Møn om søndagen, hvorfor han tog en tur til Nyk. F. for at "teste"
nattelivet.
Og Brian skulle få ret - der blev ingen tur rundt om Møn - i Pinsen!!!
Men Brian skulle komme til at opleve en helt anden tur, en tur, som han
efterfølgende betegnede som "en oplevelse for livet".
Meteorologerne varslede nemlig tidlig søndag morgen vind fra øst 3 - 8 m/sek.
aftagende til svag vind ud på aftenen og skiftende mod vest - sydvest. Efter
gentagne tjek af strømretningen ved Farøbroen de foregående dage kunne beregnes,
at strømmen ville være nordvestlig søndag eftermiddag og beregningerne viste, at
det med lidt held skulle kunne lade sig gøre at få medvind og medstrøm fra
Stubbekøbing til Valnæs, og at strømmen da ville vende, således at der også
ville være medstrøm gennem Guldborgsund samtidig med, at vinden ville aftage.
Da fostredes idéen: Falster Rundt i eet stræk i forsøg på at slå den gamle
rekord fra 1937.
Ove blev kontaktet. Det var Mette, der tog telefonen, og efter lidt snak med
hende om planen tilbød hun at være stand by, således at vi ikke behøvede at
medbringe telt og soveposer, men blot kunne ringe til hende, hvis vi skulle få
brug herfor. Ove, der var igang med at fuge hus, kunne, efter at være forelagt
oplysningerne om det forventede vejr og den beregnede strøm, godt se "tegningen"
og var med på idéen, blot vi ikke skulle af sted førend efter middag - han
skulle lige have brugt den opblandede mørtel. Vi aftalte herefter at mødes i
klubhuset kl. 13.00, hvor vi så kunne foretage fornødne indkøb til brug for
turen.
Kl. 10.30 blev Brian kontaktet - Belinda tog telefonen - Brian sov stadig - men
blev strax vækket og forelagt idéen. Der blev en kort pause, hvorefter Brian
udbrød: "Det bliver sjovt". Brian havde dog lovet at hjælpe med til at rydde af
efter vinfesten på Elverkroen om lørdagen, så han kunne først møde kl. 14.00.
Aftalen blev herefter, at vi skulle mødes i klubben kl. l4.00, proviantere og
tage af sted vestover.
Jeg mødte dog lidt før for at gøre "Bogø" klar. Da jeg åbnede porten for at køre
båden ud, lagde 2
4´ere til ved broen. Det var roere fra Rungsted Roklub. De havde lånt både i
Vordingborg om lørdagen, men var blæst inde og først kommet af sted nord om Bogø
søndag formiddag. Da de hørte, at vi agtede at ro rundt om Falster spurgte de
til, hvor langt der var, og oplyst herom, om vi regnede med at bruge 2 eller 3
dage til turen. "Næh", var svaret, "vi satser på at gå rundt i eet "hug". Det
tvivlede de nu noget på ville lykkes, for - som en af dem sagde: "Når I har roet
80 - 90 km, vil der begynde at opstå gnidninger, efterhånden, som I bliver
trætte".
Da de to andre ikke var dukket op kl. 14.00, besluttede jeg selv at sørge for
provianteringen.
Kl. 14.42 stævnede vi ud med kursen mod Farøbroen. Vinden var frisk fra en
østlig retning og strømmen nordvestgående. Farten var høj, uden at vi dog roede
os ud, der var jo mange km foran os, og Brian belærte os hurtigt om, at vi
skulle spare på kræfterne. Alligevel passeredes Farøbroen efter 42 min. og efter
1½ time var vi et stykke vest for Dyrefod. Med en rohastighed på ca. 12 km i
timen, fandt vi, at vi nok kunne tillade os en fælles pause for at spise lidt
frugt og få lidt at drikke (Brians Kondivand).
Efter et kvarters pause roede vi videre. Der skulle nu træffes beslutning om,
hvorvidt vi skulle gå udenom eller indenom Suderø. Brian mente, at vi godt kunne
gå indenom. Han mente, at de på turen Lolland - Falster rundt sidste år var gået
indenom. Jeg oplyste, at Formanden havde nævnt, at man skulle gå udenom, fordi
der er meget lavt indenom og sten. Vi gik indenom - og det var nok en forkert
beslutning, for der var ikke meget vand; indimellem slæbte kølen henover bunden,
og et kort stykke vej måtte styrmanden ud og gå ved siden af. Pludselig var vi
dog igennem, og kursen sattes mod Guldborgbroen. Vinden var nu løjet af, og vi
havde svag sidemodvind ned mod Alstrup. Ifølge beregningerne skulle vi få
medstrøm ned gennem Guldborgsund, og da vi passerede Guldborgbroen, kunne vi
konstatere, at beregningerne holdt stik. Ove foreslog, at vi gik i land i
Guldborg for at tømme blæren og få en is. Solen skinnede nu fra en skyfri
himmel, og der var kun en svag vind fra østlige retninger.
Guldborg anløbes |
Efter ca. et kvarters landgang lagde vi fra kaj. Isen i den ene hånd og åren i den anden. Det gik hastigt gennem Guldborgsund, snart passeredes broen i Nykøbing F. Vi var i fin tid, det tegnede godt for en sluttid, så vi måtte skuffe Ove´s familie, der vist havde forventet, at vi lagde vejen ind omkring Hasselø. Det blev kun til en kort vinken og så videre mod Gedser. Efter Flatø lagde vinden sig fuldstændigt, Bredningen og Østersøen vest for Falster henlå i havblik. Solen gik ned, men den manglende vind gjorde det fortsat ganske varmt. Bagdelen begyndte at føles tiltagende øm - et hvil i Gedser ville gøre godt.
(Til turen havde jeg produceret et par nye siddepuder, hvilket utvivlsomt var medvirkende til, at siddeproblemerne ikke kom tidligere og blev større, end at turen kunne gennemføres - og gennemføres godt).
Undervejs fra Nyk. F. til Gedser havde vi skiftedes til at spise, medens vi styrede, men alligevel ville det blive rart at få strakt benene - og ikke mindst at få en kop kaffe!!
Kl. 23.00 - kort efter at færgen fra Rostock var lagt til kaj - løb vi ind i fiskerihavnen. Ca. 80 km var tilbagelagt på bare 8 timer og 15 min. Med samme hastighed ville vi nå Stubbekøbing i en helt fantastisk tid.
Ned gennem Bredningen og langs Falster´s vestkyst havde humøret været højt. Det var jo gået strygende. Vi undrede os lidt over, at Per havde skullet bruge hele 14 timer og 45 minutter for at ro de 95 km rundt om Møn, og vi hyggede os gevaldigt med, at vi næsten ville kunne slå hans tid - og så på en strækning, der er 38 km længere. Per havde nok været på "hyggetur"!!!
Men realistisk regnede vi dog ikke med at kunne holde mere end en 8 - 8½ km i timen op langs Falsters østkyst - og vel at mærke, hvis det gik godt.
Efter at have spist, fået noget kaffe med Mettes gode hjemmebagte kage, lidt juice, frugt og noget chokolade og efter at have skiftet til noget tørt tøj og gjort toilette, stod vi på ny ud af havnen kl. 23.30. Kl. 23.55 rundedes Gedser Odde. Mørket havde sænket sig, men det var halvmåne, og sigtbarheden var rimelig. Som følge af lørdagens kraftige østenvind, var der svage dønninger, hvilket medførte lidt brænding, og netop så meget, at vi ikke kunne gå tæt på land, men måtte lægge os et stykke ude. Efter kort tids roning forsvandt månen bag nogle skyer, og sigtbarheden forringedes. Ofte opdagedes bundgarnspælerækkerne først på en afstand af mindre end 5o m. Hver gang måtte vi bremse op for at undersøge, om der var garn. Var der garn, måtte vi enten helt udenom eller mod land og helt indenom. Kun hvor garnene var udlagt med flydere, kunne vi fortsætte uden væsentligt afbræk i rokadancen, da vi jo pga. vores "hælarrangement" (en venlig tanke sendtes til Formanden og Erling) kunne passere over uden risiko for at hænge fast.
Efter mange km bliver kroppen vænnet til den særlige robevægelse, og tingene udføres nærmest pr. refleks. Det kunne nær være blevet mindre heldigt. Under et styrmandsskifte flyttede vi os nemlig alle tre på samme tid og åbenbart med vægten i samme side af båden. Da vi samtidig vippede på en dønning krængede båden så meget over, at vi tog vand ind over bagbords ræling. Ikke meget, men dog alligevel nok en spandfuld, og kun en hurtig reaktion, hvor vi nærmest kastede os over i bådens anden side forhindrede, at vi kæntrede.
Denne episode i kombination med at et par lyn kunne noteres i horisonten, og at trætheden var ved at overmande Brian, var ved at tage modet fra ham. Vi andre tilbød ham, at vi kunne afbryde turen, gå til land og ringe til Mette og bede hende om at komme med telt og soveposer. Tilbuddet blev afslået, idet Brian dog ikke ville ned for at styre men ønskede at fortsætte med at ro, idet han ellers var bange for at blunde hen med risiko for at overse bundgarnene. Den fortsatte roning blev naturligt præget af Brians træthed og af de manglende skift. Efter længere tids roning fandt Ove og jeg det nødvendigt, at han og jeg foretog et skifte. Ove trængte til et hvil, og der var koldt på styrmandspladsen. Brian accepterede, at Ove og jeg byttede, og for en sikkerheds skyld gik vi denne gang tæt på land. Jeg tog bådshagen for at lodde dybden, hvilket, vi noget senere fandt ud af, havde været en dårlig idé, idet Ove´s ur havde været fæstned hertil og nu lå på havets bund. Vi kunne således ikke længere kontrollere tiden, og da det kneb med landkendingen, var vi i en periode noget i vildrede om, hvor langt vi var nået.
Da det begyndte at lysne, fik Brian ny energi; han ville også gerne styre, så vi byttede, men 3 - 4 km før Hesnæs var mine siddeproblemer så alvorlige, at jeg måtte bede Brian overtage min åre, så jeg kunne komme ned og styre det sidste stykke vej ind til Hesnæs, som vi havde besluttet os for at anløbe - ikke mindst for at tjekke tiden via mobiltlf. Pga. dis / lave skyer i øst kunne vi ikke fastlægge tiden via solens opgang, men vi var bekymrede for, at vi havde sat al for meget tid til undervejs op langs Falsters østkyst.
hesnæs i sigte efter ca. 117 km. |
Opkaldet på mobiltlf. afslørede, at kl. var 4.35. Det havde således taget os
5 timer at ro de 37 km fra Gedser havn til Hesnæs svarende til en gennemsnitlig
rohastighed på 7,4 km/t.
Der var 16 km tilbage. Vi har tidligere roet distancen Stubbekøbing - Hesnæs på
1 ½ time, men det var vist i medstrøm og næsten ingen vind eller svag medvind.
Vi vidste, at vi ville få modstrøm i Grønsund, og vi havde jo roet ca. 117 km,
så skulle vi give op? Kaffen og maden var pakket ud, medens Ove foretog opkaldet
over mobiltlf., og blev hastigt indtaget tillige med juice og chokolade,
hvorefter vi med bare 1 time og 50 min. tilbage stod ud af havnen fast
besluttede på at gøre et forsøg på at nå Stubbekøbing i en så god tid som mulig,
selv om det så ikke blev til en ny rekord.
Brian startede ved tagåren, jeg tog 1´eren. Snart mærkede vi, at vinden ikke
stod vest - sydvest, som meteorologerne havde varslet, men nærmere nordvest og
også med en kraftigere styrke end lovet. Vi skulle altså også "slås" med en
moderat sidemodvind til Grønsund og herefter stik modvind.
Ved Abildvig skiftede vi - jeg fik tagåren og Ove 1´eren. Aftalen var, at jeg
skulle trække så meget, og så langt jeg kunne, hvorefter vi på ny skulle
foretage et skifte - og så fremdeles. Umiddelbart før Grønsund Færgebro skiftede
vi på ny - Ove fik tagåren, Brian 1´eren. Der var modvind og modstrøm, men på at
trods heraf og på trods af at der nu var tilbagelagt ca. 128 km, blev der
trukket godt igennem. Ove tilkendegav, at han godt kunne holde hjem. Brian var
træt, men ville ikke skifte på grund af det tidstab, dette medfører, så de trak
de sidste ca. 5 km hjem. Jo nærmere vi kom Stubbekøbing Havn, jo mere spejdede
vi efter kirkeuret, og da dette kunne ses, viste det 6.30 - vi ville være inde
om 5 min. - vi ville have gjort det - VI VILLE HAVE SLÅET DEN SNART 61 ÅR GAMLE
REKORD!!!!! - selvom det kun var med 7 min. og i tiden 15 timer og 53 minutter
(Inden turen havde Brian givet udtryk for, at han regnede med, at vi skulle
bruge 20 timer, og at han ville være meget tilfreds, hvis vi kunne klare turen
på 18 timer!!!)
Efter at have rigget af, syntes vi godt - selvom det var tidligt på dagen - at
vi kunne tillade os at drikke de øl, som vi havde slæbt med hele vejen rundt om
Falster, men ikke turdet drikke!!!
Forlydender vil vide, at Brian stort set sov resten af dagen og først vågnede
hen under aften. Ove sov et par timer og tog derefter i Folkeparken med
familien! Jeg kunne heller ikke sove mere end et par timer - adrenalinen
pumpedes åbenbart stadig rundt i kroppen på os. Eftermiddagen blev tilbragt med
familiebesøg - siddende på et stærkt sammenfoldet uldtæppe!!! Aftenen blev
tilbragt som stående vagt i klubben -"nej, tag I bare af sted, jeg skal nok tage
mig af vagten, jeg behøver ikke mere roning i dag!!!".
Fratrukket pauser svarer omsejlingstiden til en gennemsnitlig rohastighed på 9
km/t.
Strækningen Hesnæs - Stubbekøbing blev roet med en hastighed på ca. 9,3 km/t!!!
De 3 roere fra 1937 roede i "Fix", der stadig er i klubbens besiddelse.
Formanden hævder, at "Fix" er en hurtigere båd end "Bogø" uagtet dens faste
åregange!!! "Fix" er ikke (længere) godkendt som langtursbåd - og så er den
heller ikke helt tæt - faktisk skal øses for hver km!!!
Mandskabet efter hjemkomsten (Max, Brian og Ove). |
Til toppen af siden
MØN RUNDT 1. gang - en oplevelse og en erfaring rigere!
I løbet af ugen tog ømheden i enden af, og da man havde fri om fredagen d. 5/6
(Grundlovsdagen), og da det jo havde været tanken at ro rundt om Møn i Pinsen,
ja, hvad var da mere nærliggende, da meteorologerne varslede let vestlig vind
torsdag aften til svag vind fra skiftende retninger om fredagen, end at tage
turen rundt om Møn fra torsdag aften til fredag morgen med henblik på at gøre
Per´s rekord til skamme - kunne man ro 133 km på knapt 16 timer, kunne man vel
også ro 95 km på under 14 t. 45 min! Ove blev forelagt idéen sent torsdag
eftermiddag. Han havde fri om fredagen, men havde afsat dagen til familiemæssige
formål med sønnen. Brian havde meldt sig til arbejde, da han ikke regnede med,
at vi skulle ro langtur fredag. Vi mødtes i klubben til ordinær roaften kl.
18.30. Endnu et overtalelsesforsøg blev gjort. Ove lod sig imidlertid ikke
overbevise om, at det var nu, chancen var der for at komme rundt om Møn; det var
ikke godt at vide, hvornår den ville byde sig igen! Brian var i vildrede - han
ville frygteligt gerne med, men han havde jo meldt sig til arbejde - og skulle
Per kontaktes og tilbydes at være med til at slå sin egen rekord?
Efter lidt betænkningstid besluttede han sig - kunne Per formås til at deltage,
var han klar; han måtte bytte sit arbejde med en anden. Per blev strax kontaktet
og forelagt idéen, selvom det ellers ikke var meningen, at han skulle have været
med til - eller vidende om - rekordforsøget, førend han kunne drilles med, at
hans rekord var slået med timer (selvsikkerheden fejlede sandelig ikke noget
efter turen rundt om Falster).
Egentlig skulle Per have været på arbejde om fredagen, men tilbuddet var jo
fristende og udfordringen ikke mindre provokerende med oplysning om, at vi få
dage forinden havde slået rekorden Falster Rundt. En kort rådslagning med
hustruen, og Per gav sit tilsagn om deltagelse.
Jeg forestod proviantering, og kl. 22.50 stævnede vi ud fra klubben og satte
kursen syd om Møn. Der var - som beregnet - medstrøm, og vinden var som varslet
i vest = medvind. Der var godt nok ikke meget af vinden, hvilket jo også var
varslet. Efter nogen roning langs Møns sydkyst noterede vi os, at vinden kom fra
land og åbenbart var drejet mod nordvest. Vi tolkede det dog ikke således, men
skønnede, at vindretningen, da der kun var tale om en svag brise, skyldtes
landbrise.
Efter 3 timer og 15 minutters roning anløb vi Klintholm Havn, fandt et sted at
gå i land for at få en bid mad, en kop kaffe og forrette vores nødtørft. Men
hvilket sted, vi gik i land! Mågernes foretrukne opholdssted om dagen. Der var
mågemøg overalt på broen, og selvom den var indtørret, stank der forfærdeligt af
fisk. Nå, man er vel ikke sart, så ned med maden m.v., selvom hver mundfuld
syntes at smage af fisk uanset pålæggets art! Mens vi gjorde hvil i Klintholm
Havn bemærkede vi os, at vinden var frisket op fra en nord - nordvestlig
retning; der var ikke længere tale om en landbrise. Dette var ikke helt i
overensstemmelse med vejrvarslingen, der jo havde forudsagt aftagende vestlig
vind torsdag aften til svag vind fra skiftende retninger om fredagen. Vinden
bekymrede mig lidt, men med varslingen ihukommende slog man sig til tåls med, at
det måske bare var et lokalt - meget lokalt - fænomen, og at der nok kun ville
være svag vind rundt om klinten og hjem.
Møn Fyr rundedes kl. 03.l0, og mens vi nød nattergalen slå sine triller,
forsøgte jeg mig med et foto af fyret (mislykket).
Møn Fyr kl 03.10! |
Med den fart vi havde på, ville klinten være rundet længe før solen kom på
himlen, men hva´ pokker, turen var jo også primært for at slå Per´s rekord, så
oplevelsen af Møns Klint i solopgang måtte vente til en anden god gang.
Jo længere vi kom omkring klinten, jo mere kunne vi mærke en tiltagende vind og
begyndende søer. Vi slog det hen som et overgangsfænomen -"vi tager lige en pynt
til". Men jo længere vi roede, des mere modvind fik vi, og jo højere blev
søerne. Dette passede absolut ikke med verjvarslingen - hvad var gået galt?
Vinden føltes nu ret "kraftig" (6-7 m/sek.?) og søerne var ganske høje. Længere
omme, ville vi få søerne ind for for tværs på styrbords side. Vi havde godt og
vel 20 km foran os, førend vi ville være ved Ulvshale og i læ. Jeg foreslog, da
jeg nu havde roet siden fyret og de sidste godt og vel 5 km i tiltagende vind og
sø og uden udsigt til, at et skifte ville kunne finde sted de næste 20 km, at vi
vendte om. Brian, der nu sad som styrmand, mente ikke, at det var muligt uden
stor risiko at vende båden, og at det ville være yderligere risikabelt. at få
søerne agten ind, så han foreslog, at vi fandt et egnet sted, hvor vi kunne tage
båden på land for senere afhentning over land. Nu er kysten ved Møns Klint bare
ikke det mest egnede sted at tage en båd på land. Der er sten overalt på kysten
og i øvrigt ingen muligheder for at hente båden over land. Per foreslog, at vi
lige rundede endnu en pynt for at se, hvordan det så så ud. Fra rekognoscering
tidligere på året med henblik på at finde en egnet plads for overnatning i
forbindelse med den planlagte "solopgangstur" vidste jeg, at der var 2 steder,
hvor det ville være muligt at afhente båden med bil. Det ene sted - og det vi nu
var nærmest! - måtte vi imidlertid nok regne med at skulle bære båden op igennem
en sænkning i klinten nogle l00 meter. Det andet sted, som lå noget væk, ville
være bedre egnet, da man dér kunne køre helt ud til kysten. Begge steder var
kysten dog fyldt med sten.
Vi fortsatte hen langs Møns nordkyst. Det var lidt af en kamp med søerne ind for
for tværs, ikke mindst at få tagåren op igen og med tilbage - og trætheden
begyndte at melde sig. Brian meddelte, at han var begyndt at fryse (lufttemp.
var under lo gr.), og det var helt umuligt at skifte. Brian og jeg var parat til
at tage båden på land nu - koste, hvad det ville. Per var bekymret for
landgangen på den stenbelagte kyst og foreslog, at vi forsøgte at ro lidt
videre! Det gjorde vi så, selvom trætheden bevirkede, at jeg måtte kæmpe mere og
mere med at få åren op og med tilbage efter hvert rotag - irritationen var
stærkt tiltagende - også fordi jeg følte, at når jeg forsøgte at rette båden op
ved et hårdt træk, trak Per mindst lige så hårdt og dermed udlignede mit
opretningsforsøg; - og skinnebenet fik sig nogle gevaldige knubs af åren.
Brian meddelte snart efter, at han nu var så kold, at tæerne virkede
følelsesløse - noget drastisk måtte altså gøres. Pludselig syntes der at være et
ophold i bølgerne. Brian og jeg fik byttet. Per og jeg havde nu roet ca. 12 km i
modvind og modsø. Med skiftet fik Brian en chance for at få varmen - jeg ville
med sikkerhed miste den! Efter endnu nogle km´s roning meddelte Brian, at hans
tæer fortsat var følelsesløse, og at vi blev nødt til at gå i land. Per havde
kort forinden ladet vide, at vi snart blev nødt til at forsøge endnu et skifte,
da han nu var ved at blive træt - og gerne for min skyld, da jeg allerede var
blevet ret kold: Undervejs fra klinten havde vi ikke kunnet undgå at få lidt
"sprøjt" ind, så lidt våde var Brian og jeg jo blevet, medens Per på 1´eren i
det store og hele var gået fri. Det blev besluttet at tage båden på land. Per
mente ca. 1 km fremme at kunne skimte noget sandstrand, så vi besluttede at
forsøge at ro dertil. Og ganske rigtigt, her var sand - nu skulle vi så blot
også passere 2 revler. Søerne syntes her at være noget mindre end tidligere, men
vi var også ved at komme i læ af Ulvshale, selvom der stadig manglede et stykke
dertil. Båden drejedes ret mod kysten, årerne sattes hårdt i, og da yderste
revle nåedes, sprang styrmanden ud - fornøjelsen var min! - og greb fat i båden
for at bremse farten endnu mere, inden næste revle skulle passeres. Imellem
revlerne gik vandet mig til knæene, fra sidste revle og ind til land var der
vand til livet - og det var koldt!!. Båden løb op på stranden, Brian og Per stod
ud og bragte årene på land, hvorefter vi forsøgte at bære båden op. Mine kræfter
rakte imidlertid ikke hertil, og vi måtte derfor først tømme båden for bagage.
Så lykkedes det at få den op.
Vi fandt et sted, hvor der var læ for vinden - ja, men hvilken vind? Når vi
kiggede på vindmøllerne kun kort herfra, var der dårlig nok vind til, at de
kunne dreje rundt!!! Selv den mindste vind nu var på grund af, at vi frøs, dog
generende. Vi skiftede det våde tøj til noget tørt, men desværre havde Brian og
jeg kun - "belært" af turen rundt om Falster, hvor vi kun fik brug for et sæt -
det sæt joggingtøj med, som vi havde på - og det var altså vådt. Vi pakkede
benene ind i plastposer, spiste noget mad, drak noget varm kaffe og fik en
bitter (!), hvorefter vi som en bedre hund rullede os sammen og lagde os til at
sove. Per lånte os lidt tøj til at dække overkroppen med - han siger selv, at
han "puttede" os!! Til alt held var solen nu kommet på himlen, men alligevel var
det vanskeligt at få varmen.
Medens vi lå der, løb Per sig en tur for at finde ud af, hvor den vej, som gik
helt ned til stranden førte hen. Han ringede også til Annette for at høre, om
hun, hvis det blev nødvendigt, kunne hente os, ligesom han kontaktede Formanden
og satte ham ind i situationen. Formanden ville dog i første omgang ikke rigtigt
tro på Per´s beretning om vejret og at vi havde måttet tage båden på land - i
Stubbekøbing skinnede solen fra en skyfri himmel, og ikke en vind rørte sig!!
Max af med det våde tøj. Brian "drømmer jeg eller...." |
Jeg er ikke klar over, hvor længe Brian og jeg "sov", men da vi vågnede -
eller også vækkede Per os - bragte Per i forslag, at vi forsøgte at ro hjem,
idet han mente, at søerne var aftaget - han skulle nok starte med at styre!!!
Brian og jeg kiggede på hinanden - vi havde ikke meget lyst til at fortsætte, og
vi var stadig kolde. Per foreslog, at vi løb en tur, han ville så i mellemtiden
bære tingene ned til båden. Brian og jeg kiggede lidt på bølgerne - Per havde
nok ret, de var vist aftaget en del i højde, virkede nærmest "dovne" og ikke så
"aggressive", som vi havde oplevet dem tidligere på dagen. Vi løb en tur, og da
varmen begyndte at vende tilbage, var den sag afgjort: Vi skal have båden med
hjem - over vand.
Vi vendte båden, pakkede den og satte den i vandet. Medens Per holdt båden op
mod søerne, der altså var beskedne her bag revlen, steg Brian og jeg ombord. Per
skulle nu montere roret, medens Brian og jeg med årerne skulle holde båden op i
søen - det viste sig at være lidt af en opgave for Per. Der måtte en del forsøg
til førend det lykkedes, og Per undgik vist ikke at blive lidt våd på bukser og
ærmer. Lykkedes gjorde det dog. Nu skulle vi så bare ud over de 2 revler. Da vi
jo havde erfaret dybden imellem land og inderste revle, steg Per strax ombord.
Begge revler blev passeret, og uden at båden tog på med køl eller ror. Vi var
enige om, at det nu blot drejede sig om at komme hjem, skidt med hvor lang tid
det ville tage. Vi roede derfor i et passende lavt tempo. Da vi nåede spidsen af
Ulvshale, troede vi vanskeligt vore egne øjne: Det var havblik, så langt øjet
rakte mod Sjælland. For bare et par timer siden havde vi kæmpet med hård sø, og
så nu dette. Et stykke mod øst kunne man dog stadig se lidt "ujævnheder" på
vandet.
Spidsen af Ulvshale skal rundes i en vis afstand pga. en udstikkende sandrevle.
Det gjorde vi bare ikke, og Brian, der nu sad som styrmand, måtte ud at soppe et
stykke vej, medens Per og jeg fortsat forsøgte at ro, selv om der knapt var vand
til årebladet. Bundforholdene skifter imidlertid pludseligt, og med et var vi
ude i sejlrenden. Et skridt mere og Brian havde fået sig en dukkert!!!
Herefter gik det ellers bare hjemad. Ned gennem Ulvshale Løb (renden imellem Møn
og Nyord) havde vi medstrøm. Det passede ikke med mine beregninger, men skidt
med det, bare vi fik medstrøm hjem.
Umiddelbart før Nyordbroen. Tagåren synes noget "hærget"!! |
Efter lidt zig-zag sejlads sønden for Nyord nåede vi ud i Ulvssund - og så
passede mine beregninger: Modstrøm - og nu begyndte vejrvarslingen også at
passe: vind fra vest - ikke meget, men alligevel mere end en brise. Fra Mønbroen
og hjem er ca. 15 km. Det tog os mere end 2 timer at ro distancen, så noget
trætte må vi vel have været. Over Grønsund havde vi modstrøm og lidt modvind,
men da vi havde rigget af var Grønsund blank som et spejl, og klubbens vimpel
hængte slapt ned.
Per var af den bestemte opfattelse, at det var Hybris - gudernes straf for vores
overstadighed efter de første 34 km til Klintholm Havn, der jo tydede på, at vi
ville kunne gå rundt på 11 timer. Per havde regnet med 12 timer - nu brugte vi
l4 timer og 16 minutter - men forbedrede dog Per´s rekord fra 1995 med 29
minutter.
Det måtte kunne gøres bedre - vi havde dog trods alt haft lidt besværligt vejr
og sø undervejs og havde været på land i vel 1½ til 2 timer.
Det skal være usagt, om man kan drage nogen lære af ovenstående beretning om
vores tur Møn Rundt. Vejrudsigten var tjekket: aftagende vestlig vind torsdag og
svag vind fra skiftende retninger fredag. Observationerne var kontrolleret både
kl. 17 og kl. 21. Kl. 21 meldte Albuen SV 3 m/sek, Maribo V 3 m/sek, Møn Fyr V 3
m/sek og Gedser V 6 m/sek. De observationer, som jeg ikke havde hæftet mig ved
var følgende: Hesselø (oppe i Kattegat) Kl. 17 V 4 m/sek kl. 21 NV 6 m/sek,
Gniben (Sjællands Odde) kl. 17 V 6 m/sek kl. 21 NV 8 m/sek, Sprogø kl. 17 NV 9
m/sek, kl. 21 NV 6 m/sek og Omø kl. l7 N-NV 9 m/sek, kl. 21 NV 6 m/sek - og det
skal man måske. Vejrmeldingen var vel ikke helt forkert, når man varslede svag
vind fra skiftende retninger om fredagen. Vi må imidlertid konstatere, at den
svage vind blot ikke var at finde ved Møns Klint tidlig fredag morgen!!!
Ove har efterfølgende betroet os, at han måtte forbi klubben, da han var i
Stubbekøbing om søndagen, for at se hvilken tid vi havde opnået, og at han var
"lettet" over, at tiden ikke var bedre, for så var der da mulighed for en
forbedring!!!
Til toppen af siden
MØN RUNDT 2. gang.Som det fremgår af ovenstående, havde Per og Brian allerede tidligst på året planlagt et attentatforsøg på Per´s rekord rundt om Møn. Da vi andre ikke ønskede at deltage, havde Per talt med læge Jens Kristensen, fra Lægehuset her i Stubbekøbing. Jens Kristensen er gammel roer og ror i Nyk. F.. Da man nu havde aftalt med Jens Kristensen at gøre forsøget, da Per ikke var tilfreds med den d. 4 - 5/6 foretagne forbedring af hans rekord, og da han vel nu også kunne se, at det burde kunne gøres langt hurtigere, talte han med Jens Kristensen under broroningen ved Storebæltbroens indvielse den 14/6 om, at forsøget skulle gøres i weekenden d. 2o - 21/6 - alt efter vejret.
Per havde vagt i klubben om torsdagen d. 18/6. Han havde lyttet til vejrvarslingerne for de kommende dage og mente, at det ville blive perfekt vejr i week-enden. Da Per ud på aftenen om torsdagen efter afslutning af vagten aflagde Brian et besøg for at aftale nærmere, erfarede han, at Brians interesse i en ny tur rundt om Møn ikke da var existerende - eller også skulle Brian på arbejde om lørdagen?
Resultatet blev, at Per ringede til mig og forespurgte til min interesse. "Joh, den kunne nok være til stede", altså lige bortset fra, at jeg havde dårligt tid og helt andre planer. Vi aftalte, at vi skulle tale nærmere sammen fredag aften eller i løbet af lørdagen, når vejret kunne vurderes endeligt. Jeg ville være fuldstændig sikker på vejret denne gang!!!
Kl. 19.30 lørdag aften mødtes vi i klubhuset. "Bogø" blev klargjort og lodtrækningen om pladserne foretaget: Jens Kristensen ved 1´eren, Per tagåren og jeg på styrmandspladsen.
Jeg havde anskaffet mig et nyt siddeunderlag til turen - et af de der grønne, som man bruger i haven til at lægge knæene på, når man luger. Jens Kristensen havde et tyndt underlag med fra Nyk. F.. Han tog dog imod at låne et af vores fra turen Falster Rundt. På sidste halvdel af turen, blev mit specialunderlag dog mere og mere eftertragtet!!!
Vi lagde fra kaj kl. 20.00. Vinden var svag til let fra vest, strømmen imod, hvilket vi dog var forberedt på, da meldingerne fra Farøbroen de forudgående 2 døgn havde godtgjort, at strømmen først ville vende ca. kl. 23.00.
Med Per ved tagåren - og så i starten - kan alle, der kender til Per og hans roning, vist forestille sig, at tempoet ikke just var sædvanligt langturstempo. Jens Kristensen fulgte godt med, og jeg tænkte: "Åh nej, ikke 2 af Per´s slags, det "overlever" jeg sgu ikke"!!!
Første skifte ved Grønsund Færgebro, og så var der et par km i strid modstrøm til Hårbølle Pynt. Der blev fortsat taget godt ved, og jeg lagde hurtigt t-shirten - men alligevel svedte jeg.
På vej mod Hårbølle Pynt |
Efter 3 timers roning passeredes Klintholm Havn. Vi følte ikke behov for
pause ihukommende mågedunsterne fra sidste besøg, så vi fortsatte ud til
umiddelbart før fyret, hvor det var tid for et skifte. Vi gik tæt på land - Per
skulle lige - vi andre nød nattergalen. Den vestenvind, som skulle have givet os
medvind til fyret, var løjet, og vi fik svage briser fra land. Da vi ydermere
ved passage af fyret blev mødt af en "frisk" vind fra nord, frygtede jeg, at vi
skulle opleve sidste turs "mareridt" en gang til. Men pludselig var vinden væk,
Østersøen langs med klinten var rolig. Kun engang imellem fik vi en svag brise
fra land, men skråt imod os. Klinten blev rundet og fortsat i et højt tempo, men
dog mere acceptabelt end de første ca. 40 km. Jeg foreslog en 10 minutters
kaffepause, hvilket Jens Kristensen fandt var en god idé - Per muggede vist lidt
og syntes sikkert, at det var helt unødvendig spild af tid - Det var jo et
rekordforsøg det her!!! Hurtigt videre. På den sidste strækning langs med
klinten oplevede vi igen en "frisk" vind fra land skråt imod os. Skulle vi
alligevel få lidt modvind på nordsiden af Møn, når vi slap klinten?
Sådan gik det dog ikke. Der var næsten ingen vind at mærke, da vi satte over
Søhundehavn (bugten nord for Møn) til indsejlingen til Nyord. Da vi var taget
"tidligt" hjemmmefra og med den holdte fart, var det endnu ikke blevet helt
lyst, da vi nærmede os Ægholm Sand. Det kneb derfor lidt med at se bøjerne, der
markerer sejlrenden og derfor også med at finde den - og følge den, hvilket
medførte, at vi på et tidspunkt kom for langt ind mod Nyord. Husk derfor, at der
skal holdes tæt på Ulvshalesiden, når man skal ind i løbet.
Som ved sidste besøg på de kanter, var der også denne gang havblik i Ulvshale
Løb. Jens Kristensen, der efterhånden så lidt brugt ud, bifaldt mit forslag om,
at gå i land ved broen til Nyord. Per ytrede sig ikke - han havde jo også fået
tømt blæren på den anden side af Møn!!! (at gå i land /holde pause = spild af
tid - det er sgu et rekordforsøg det her, ikke en hyggetur!)
Vi gik i land. Der er imidlertid ingen steder, man rigtigt kan lægge til, så vi
måtte forsigtigt lægge os langs med stenbolværket til broen. Det var rart at få
strakt benene her efter ca.70 km´s roning. Vi spiste, fik en gammel dansk -
eller måske var det 2 - lidt kaffe, juice og kiks samt lidt frugt. Det var
tidligt på morgenen. Det var fuldstændigt stille, kun gnækkene fra nogle gæs i
det fjerne blandede sig med vingesusene fra de tæt forbiflyvende edderfugle,
hæse mågeskrig og summen fra et par nærgående myg. Hvis det ikke var fordi, det
var et rekordforsøg, havde vi såmænd nok stået der, indtil de larmende mennesker
havde fået øjne. En halv times pause var, hvad vi tillod os. Da "Bogø" lækker
lidt, steg styrmanden først ombord for at øse. Om dette var årsagen til, at
forstavnen kom til at ligge på en sten, eller om jeg havde fået trukket båden
for langt op, vides ikke, men da jeg steg ud i båden, kom der en ubehagelig
knaselyd (fjolset glemte naturligvis at sikre sig, at båden flød inden han steg
ombord). Umiddelbart kunne vi imidlertid ikke se nogen skade, men på den
hastighed, hvormed vandmængden inde i båden steg, kunne vi konkludere, at der
måtte være tale om en ikke helt ubetydelig skade. Skaden medførte, at der måtte
lænses nogle gange på vej hjem.
Bortset fra lidt besvær for Jens Kristensen med at følge den smalle rende sønden
for Nyord, gik det fint hjemover. Strømmen i Ulvssund var - ganske som beregnet
- med os, og der var kun en svag brise fra NV. Umiddelbart efter passage af
Mønbroen løb vi dog ind i en tågebanke, og selvom kompasset var fremme, gik vi
for meget mod øst fra Tærø mod Hullerne og løb ind på noget lavt, stenfyldt vand
ved Møn. Per mener, at det skyldtes dårligt styrmandsskab, jeg, at Per havde
svigtet som navigatør ved fastlæggelse af kursen!!! Hvorom alting er, så spildte
vi nok ca. 10 minutter .
Tåge i Grønsund, når man skal krydse, er ikke lige sagen, men i Grønsund var
ingen tåge. Strømmen var med - som beregnet!!! - og kl. 06.34 anløb vi klubben.
Rekorden var så absolut i hus: 10 timer og 34 minutter. Ca. 40 minutters pause.
Rohastigheden bliver herefter ca. 9,6 km i gennemsnit.
Hvis Du er frisk, så find et par mand - eller kvinder - og gør det bedre!!!
Mandskabet Møn Rundt 20/6 – 21/6 1998 (Jens Kristensen, Nyk. F., Per og Max) |
Beretningen er godkendt af de deltagende roere: medlem nr. 82 Brian Jensen,
medlem nr. 22 Ove Stoffregen og medlem nr. 20 Per Steen.
NB: Om Per´s tur i 1995 skal oplyses, at den blev foretaget om dagen, startende
med tåge fra
Hårbølle Pynt til Møns Klint og herefter i bagende sol. Det er nok forklaringen
på den
tid, som Per indtil i år vist var ret "stolt" af, og som vi andre vel også
"beundrede", selv
om vi nok også syntes, at en rohastighed på 6,4 km/t ikke umiddelbart virkede
overvældende
- isoleret set (pausetid ukendt) - men der var jo også tale om en strækning på
95 km.
Alene distancen virkede indtil i år "afskrækkende" på os andre - i hvert fald i
et stræk!!
NB NB:
1998 blev "De Gode Tider´s År". Udover ovenstående rekorder noteredes følgende:
19/4: Bogø Rundt (26 km): 2 timer og 40 minutter - heraf ca. 15 minutter´s pause
(Bogø).
27/4: Bogø Rundt (26 km): 2 timer og 25 minutter - heraf ca. 10 minutter´s pause
(Bogø).
8/5: Til Farøbroen (8 km): 37 minutter på vej til Vordingborg (Farø).
8/5: Til Vordingborg Roklub (16 km): l time og 17 minutter - vind S - SV 5 - 7
m/sek (Farø).
31/5: Til Farøbroen (8 km): 42 minutter på vej Falster Rundt (Bogø).