Falster rundt og 2 x Møn rundt 1998

«Tilbage til oversigt over turberetninger»
MØN RUNDT 1. gang.
MØN RUNDT 2. gang.

FALSTER RUNDT - en tilfældighed. 98


Hvis du kigger i klubbens langtursjournal, vil du kunne læse, at 3 roere fra Stubbekøbing Roklub d. 29. aug. 1937 roede rundt om Falster - en strækning på 133 km - i en 2 åres inrigger på 16 timer.
Siden Brian og jeg i 1993 blev medlemmer af klubben har vi jævnligt talt om, at de 3 roere må have været nogle "bondekarle, der var vant til at arbejde med en roegreb", for hvor skulle man ellers kunne få den fornødne fysik fra?
Indtil 1997 var min længste rotur vist rundt om Bogø (26 km). I 1997 blev det til nogle lidt længere ture - og mange km. Brian deltog i 1997 i en tur fra Stege rundt om Lolland - Falster i 8 tal og retur til Stege sammen med nogle roere derfra. En tur på 374 km - dog på 8 dage.
Under bådklargøringen i vintersæsonen 1997 - 98 talte vi meget om at tage på nogle længere ture i den kommende sæson, herunder bl.a. en 2 dages tur rundt om Møn med henblik på at opleve Møns Klint i solopgang og en 3 eller 4 dages tur rundt om Falster med mulig afstikker til Nysted.
Brian og Per talte dog også om at gøre et attentatforsøg på den rekord, som Per havde sat i 1995 sammen med 2 roere fra Kvik Roklub ved at ro rundt om Møn på 14 timer og 45 min. Vi andre afviste at deltage, ikke mindst på baggrund af Per´s beretning om, hvorledes man, da man nåede Mønbroen var helt tappet for kræfter og måtte proppe sig med kiks, bananer og chokolade for at mobilisere fornødne kræfter til at ro de sidste 15 km til Stubbekøbing. En sådan oplevelse syntes vi andre godt at kunne undvære - og så 95 km i et stræk!!
Det blev april og tid for en ny rosæson. 5 inriggere var blevet grundigt gennemgået i vinterpausen, og vi havde også nået at forny gulv- og vægbeklædning i klublokalet. Vi var parate og så forvent-ningsfuldt frem til den forestående rosæson. Det var drøftet at afsætte tid til en tur Møn rundt i St. Bededagsferien og til en tur rundt om Falster i dagene 4. - 7. juni (Grundlovsdag).
Erling, Brian, Ove og jeg var tilmeldt langtursstyrmandskursus ultimo april.
Vi nåede derfor ikke at få planlagt turen St. Bededag nærmere, men udarbejdede en nøje turplan med henblik på at ro rundt om Møn d. 29 - 30. maj og opfordrede ved opslag på tavlen i bådhallen medlemmerne til at tilmelde sig. Det var imidlertid så som så med interessen. Per ville gerne, men mente ikke, at han havde tid - og familien skulle også tilgodeses. Formanden var hyret til en tur med campingvognen i pinsen, så han måtte også afstå. Erling ville også gerne, men blev forhindret. Brian kunne godt, men først om søndagen, idet han skulle på arbejde lørdag aften. Ove og jeg var klar - men 2 mand er jo lidt lidt udenfor dagligt rofarvand i en 2 åres inrigger, så det aftaltes med Brian, at vi så tiden an til ud på søndagen, evt. for at tage af sted søndag aften med henblik på at gå rundt i et stræk i håb om at kunne slå Per´s rekord. (!!)
Pinselørdag åbnede imidlertid op med en kraftig vind fra øst. Vejrmeldingerne blev flittigt studeret - Møn Fyr meldte kl. 17 17 m/sek. og Gedser op til 23 m/sek. i stødene, og det syntes helt usandsynligt, at vejret skulle nå at ændre sig i sådan en grad, at vi kunne "gå rundt", selvom der varsledes aftagende vind i løbet af søndagen. Og da Brian hen ad kl. 2 lørdag nat gik hjem fra arbejde, lagde han vejen forbi havnen. Det blæste fortsat kraftigt, og der var høje bølger i Grønsund. Han konkluderede derfor, at der ikke ville blive nogen tur rundt om Møn om søndagen, hvorfor han tog en tur til Nyk. F. for at "teste" nattelivet.
Og Brian skulle få ret - der blev ingen tur rundt om Møn - i Pinsen!!!
Men Brian skulle komme til at opleve en helt anden tur, en tur, som han efterfølgende betegnede som "en oplevelse for livet".
Meteorologerne varslede nemlig tidlig søndag morgen vind fra øst 3 - 8 m/sek. aftagende til svag vind ud på aftenen og skiftende mod vest - sydvest. Efter gentagne tjek af strømretningen ved Farøbroen de foregående dage kunne beregnes, at strømmen ville være nordvestlig søndag eftermiddag og beregningerne viste, at det med lidt held skulle kunne lade sig gøre at få medvind og medstrøm fra Stubbekøbing til Valnæs, og at strømmen da ville vende, således at der også ville være medstrøm gennem Guldborgsund samtidig med, at vinden ville aftage.

Da fostredes idéen: Falster Rundt i eet stræk i forsøg på at slå den gamle rekord fra 1937.
Ove blev kontaktet. Det var Mette, der tog telefonen, og efter lidt snak med hende om planen tilbød hun at være stand by, således at vi ikke behøvede at medbringe telt og soveposer, men blot kunne ringe til hende, hvis vi skulle få brug herfor. Ove, der var igang med at fuge hus, kunne, efter at være forelagt oplysningerne om det forventede vejr og den beregnede strøm, godt se "tegningen" og var med på idéen, blot vi ikke skulle af sted førend efter middag - han skulle lige have brugt den opblandede mørtel. Vi aftalte herefter at mødes i klubhuset kl. 13.00, hvor vi så kunne foretage fornødne indkøb til brug for turen.
Kl. 10.30 blev Brian kontaktet - Belinda tog telefonen - Brian sov stadig - men blev strax vækket og forelagt idéen. Der blev en kort pause, hvorefter Brian udbrød: "Det bliver sjovt". Brian havde dog lovet at hjælpe med til at rydde af efter vinfesten på Elverkroen om lørdagen, så han kunne først møde kl. 14.00.
Aftalen blev herefter, at vi skulle mødes i klubben kl. l4.00, proviantere og tage af sted vestover.
Jeg mødte dog lidt før for at gøre "Bogø" klar. Da jeg åbnede porten for at køre båden ud, lagde 2
4´ere til ved broen. Det var roere fra Rungsted Roklub. De havde lånt både i Vordingborg om lørdagen, men var blæst inde og først kommet af sted nord om Bogø søndag formiddag. Da de hørte, at vi agtede at ro rundt om Falster spurgte de til, hvor langt der var, og oplyst herom, om vi regnede med at bruge 2 eller 3 dage til turen. "Næh", var svaret, "vi satser på at gå rundt i eet "hug". Det tvivlede de nu noget på ville lykkes, for - som en af dem sagde: "Når I har roet 80 - 90 km, vil der begynde at opstå gnidninger, efterhånden, som I bliver trætte".
Da de to andre ikke var dukket op kl. 14.00, besluttede jeg selv at sørge for provianteringen.
Kl. 14.42 stævnede vi ud med kursen mod Farøbroen. Vinden var frisk fra en østlig retning og strømmen nordvestgående. Farten var høj, uden at vi dog roede os ud, der var jo mange km foran os, og Brian belærte os hurtigt om, at vi skulle spare på kræfterne. Alligevel passeredes Farøbroen efter 42 min. og efter 1½ time var vi et stykke vest for Dyrefod. Med en rohastighed på ca. 12 km i timen, fandt vi, at vi nok kunne tillade os en fælles pause for at spise lidt frugt og få lidt at drikke (Brians Kondivand).
Efter et kvarters pause roede vi videre. Der skulle nu træffes beslutning om, hvorvidt vi skulle gå udenom eller indenom Suderø. Brian mente, at vi godt kunne gå indenom. Han mente, at de på turen Lolland - Falster rundt sidste år var gået indenom. Jeg oplyste, at Formanden havde nævnt, at man skulle gå udenom, fordi der er meget lavt indenom og sten. Vi gik indenom - og det var nok en forkert beslutning, for der var ikke meget vand; indimellem slæbte kølen henover bunden, og et kort stykke vej måtte styrmanden ud og gå ved siden af. Pludselig var vi dog igennem, og kursen sattes mod Guldborgbroen. Vinden var nu løjet af, og vi havde svag sidemodvind ned mod Alstrup. Ifølge beregningerne skulle vi få medstrøm ned gennem Guldborgsund, og da vi passerede Guldborgbroen, kunne vi konstatere, at beregningerne holdt stik. Ove foreslog, at vi gik i land i Guldborg for at tømme blæren og få en is. Solen skinnede nu fra en skyfri himmel, og der var kun en svag vind fra østlige retninger.
 

Guldborg anløbes



Efter ca. et kvarters landgang lagde vi fra kaj. Isen i den ene hånd og åren i den anden. Det gik hastigt gennem Guldborgsund, snart passeredes broen i Nykøbing F. Vi var i fin tid, det tegnede godt for en sluttid, så vi måtte skuffe Ove´s familie, der vist havde forventet, at vi lagde vejen ind omkring Hasselø. Det blev kun til en kort vinken og så videre mod Gedser. Efter Flatø lagde vinden sig fuldstændigt, Bredningen og Østersøen vest for Falster henlå i havblik. Solen gik ned, men den manglende vind gjorde det fortsat ganske varmt. Bagdelen begyndte at føles tiltagende øm - et hvil i Gedser ville gøre godt.
(Til turen havde jeg produceret et par nye siddepuder, hvilket utvivlsomt var medvirkende til, at siddeproblemerne ikke kom tidligere og blev større, end at turen kunne gennemføres - og gennemføres godt).
Undervejs fra Nyk. F. til Gedser havde vi skiftedes til at spise, medens vi styrede, men alligevel ville det blive rart at få strakt benene - og ikke mindst at få en kop kaffe!!
Kl. 23.00 - kort efter at færgen fra Rostock var lagt til kaj - løb vi ind i fiskerihavnen. Ca. 80 km var tilbagelagt på bare 8 timer og 15 min. Med samme hastighed ville vi nå Stubbekøbing i en helt fantastisk tid.
Ned gennem Bredningen og langs Falster´s vestkyst havde humøret været højt. Det var jo gået strygende. Vi undrede os lidt over, at Per havde skullet bruge hele 14 timer og 45 minutter for at ro de 95 km rundt om Møn, og vi hyggede os gevaldigt med, at vi næsten ville kunne slå hans tid - og så på en strækning, der er 38 km længere. Per havde nok været på "hyggetur"!!!
Men realistisk regnede vi dog ikke med at kunne holde mere end en 8 - 8½ km i timen op langs Falsters østkyst - og vel at mærke, hvis det gik godt.
Efter at have spist, fået noget kaffe med Mettes gode hjemmebagte kage, lidt juice, frugt og noget chokolade og efter at have skiftet til noget tørt tøj og gjort toilette, stod vi på ny ud af havnen kl. 23.30. Kl. 23.55 rundedes Gedser Odde. Mørket havde sænket sig, men det var halvmåne, og sigtbarheden var rimelig. Som følge af lørdagens kraftige østenvind, var der svage dønninger, hvilket medførte lidt brænding, og netop så meget, at vi ikke kunne gå tæt på land, men måtte lægge os et stykke ude. Efter kort tids roning forsvandt månen bag nogle skyer, og sigtbarheden forringedes. Ofte opdagedes bundgarnspælerækkerne først på en afstand af mindre end 5o m. Hver gang måtte vi bremse op for at undersøge, om der var garn. Var der garn, måtte vi enten helt udenom eller mod land og helt indenom. Kun hvor garnene var udlagt med flydere, kunne vi fortsætte uden væsentligt afbræk i rokadancen, da vi jo pga. vores "hælarrangement" (en venlig tanke sendtes til Formanden og Erling) kunne passere over uden risiko for at hænge fast.
Efter mange km bliver kroppen vænnet til den særlige robevægelse, og tingene udføres nærmest pr. refleks. Det kunne nær være blevet mindre heldigt. Under et styrmandsskifte flyttede vi os nemlig alle tre på samme tid og åbenbart med vægten i samme side af båden. Da vi samtidig vippede på en dønning krængede båden så meget over, at vi tog vand ind over bagbords ræling. Ikke meget, men dog alligevel nok en spandfuld, og kun en hurtig reaktion, hvor vi nærmest kastede os over i bådens anden side forhindrede, at vi kæntrede.
Denne episode i kombination med at et par lyn kunne noteres i horisonten, og at trætheden var ved at overmande Brian, var ved at tage modet fra ham. Vi andre tilbød ham, at vi kunne afbryde turen, gå til land og ringe til Mette og bede hende om at komme med telt og soveposer. Tilbuddet blev afslået, idet Brian dog ikke ville ned for at styre men ønskede at fortsætte med at ro, idet han ellers var bange for at blunde hen med risiko for at overse bundgarnene. Den fortsatte roning blev naturligt præget af Brians træthed og af de manglende skift. Efter længere tids roning fandt Ove og jeg det nødvendigt, at han og jeg foretog et skifte. Ove trængte til et hvil, og der var koldt på styrmandspladsen. Brian accepterede, at Ove og jeg byttede, og for en sikkerheds skyld gik vi denne gang tæt på land. Jeg tog bådshagen for at lodde dybden, hvilket, vi noget senere fandt ud af, havde været en dårlig idé, idet Ove´s ur havde været fæstned hertil og nu lå på havets bund. Vi kunne således ikke længere kontrollere tiden, og da det kneb med landkendingen, var vi i en periode noget i vildrede om, hvor langt vi var nået.
Da det begyndte at lysne, fik Brian ny energi; han ville også gerne styre, så vi byttede, men 3 - 4 km før Hesnæs var mine siddeproblemer så alvorlige, at jeg måtte bede Brian overtage min åre, så jeg kunne komme ned og styre det sidste stykke vej ind til Hesnæs, som vi havde besluttet os for at anløbe - ikke mindst for at tjekke tiden via mobiltlf. Pga. dis / lave skyer i øst kunne vi ikke fastlægge tiden via solens opgang, men vi var bekymrede for, at vi havde sat al for meget tid til undervejs op langs Falsters østkyst.
 

hesnæs i sigte efter ca. 117 km.

Opkaldet på mobiltlf. afslørede, at kl. var 4.35. Det havde således taget os 5 timer at ro de 37 km fra Gedser havn til Hesnæs svarende til en gennemsnitlig rohastighed på 7,4 km/t.
Der var 16 km tilbage. Vi har tidligere roet distancen Stubbekøbing - Hesnæs på 1 ½ time, men det var vist i medstrøm og næsten ingen vind eller svag medvind. Vi vidste, at vi ville få modstrøm i Grønsund, og vi havde jo roet ca. 117 km, så skulle vi give op? Kaffen og maden var pakket ud, medens Ove foretog opkaldet over mobiltlf., og blev hastigt indtaget tillige med juice og chokolade, hvorefter vi med bare 1 time og 50 min. tilbage stod ud af havnen fast besluttede på at gøre et forsøg på at nå Stubbekøbing i en så god tid som mulig, selv om det så ikke blev til en ny rekord.
Brian startede ved tagåren, jeg tog 1´eren. Snart mærkede vi, at vinden ikke stod vest - sydvest, som meteorologerne havde varslet, men nærmere nordvest og også med en kraftigere styrke end lovet. Vi skulle altså også "slås" med en moderat sidemodvind til Grønsund og herefter stik modvind.
Ved Abildvig skiftede vi - jeg fik tagåren og Ove 1´eren. Aftalen var, at jeg skulle trække så meget, og så langt jeg kunne, hvorefter vi på ny skulle foretage et skifte - og så fremdeles. Umiddelbart før Grønsund Færgebro skiftede vi på ny - Ove fik tagåren, Brian 1´eren. Der var modvind og modstrøm, men på at trods heraf og på trods af at der nu var tilbagelagt ca. 128 km, blev der trukket godt igennem. Ove tilkendegav, at han godt kunne holde hjem. Brian var træt, men ville ikke skifte på grund af det tidstab, dette medfører, så de trak de sidste ca. 5 km hjem. Jo nærmere vi kom Stubbekøbing Havn, jo mere spejdede vi efter kirkeuret, og da dette kunne ses, viste det 6.30 - vi ville være inde om 5 min. - vi ville have gjort det - VI VILLE HAVE SLÅET DEN SNART 61 ÅR GAMLE REKORD!!!!! - selvom det kun var med 7 min. og i tiden 15 timer og 53 minutter (Inden turen havde Brian givet udtryk for, at han regnede med, at vi skulle bruge 20 timer, og at han ville være meget tilfreds, hvis vi kunne klare turen på 18 timer!!!)
Efter at have rigget af, syntes vi godt - selvom det var tidligt på dagen - at vi kunne tillade os at drikke de øl, som vi havde slæbt med hele vejen rundt om Falster, men ikke turdet drikke!!!
Forlydender vil vide, at Brian stort set sov resten af dagen og først vågnede hen under aften. Ove sov et par timer og tog derefter i Folkeparken med familien! Jeg kunne heller ikke sove mere end et par timer - adrenalinen pumpedes åbenbart stadig rundt i kroppen på os. Eftermiddagen blev tilbragt med familiebesøg - siddende på et stærkt sammenfoldet uldtæppe!!! Aftenen blev tilbragt som stående vagt i klubben -"nej, tag I bare af sted, jeg skal nok tage mig af vagten, jeg behøver ikke mere roning i dag!!!".

Fratrukket pauser svarer omsejlingstiden til en gennemsnitlig rohastighed på 9 km/t.
Strækningen Hesnæs - Stubbekøbing blev roet med en hastighed på ca. 9,3 km/t!!!

De 3 roere fra 1937 roede i "Fix", der stadig er i klubbens besiddelse. Formanden hævder, at "Fix" er en hurtigere båd end "Bogø" uagtet dens faste åregange!!! "Fix" er ikke (længere) godkendt som langtursbåd - og så er den heller ikke helt tæt - faktisk skal øses for hver km!!!

 

Mandskabet efter hjemkomsten (Max, Brian og Ove).

Til toppen af siden

MØN RUNDT 1. gang - en oplevelse og en erfaring rigere!


I løbet af ugen tog ømheden i enden af, og da man havde fri om fredagen d. 5/6 (Grundlovsdagen), og da det jo havde været tanken at ro rundt om Møn i Pinsen, ja, hvad var da mere nærliggende, da meteorologerne varslede let vestlig vind torsdag aften til svag vind fra skiftende retninger om fredagen, end at tage turen rundt om Møn fra torsdag aften til fredag morgen med henblik på at gøre Per´s rekord til skamme - kunne man ro 133 km på knapt 16 timer, kunne man vel også ro 95 km på under 14 t. 45 min! Ove blev forelagt idéen sent torsdag eftermiddag. Han havde fri om fredagen, men havde afsat dagen til familiemæssige formål med sønnen. Brian havde meldt sig til arbejde, da han ikke regnede med, at vi skulle ro langtur fredag. Vi mødtes i klubben til ordinær roaften kl. 18.30. Endnu et overtalelsesforsøg blev gjort. Ove lod sig imidlertid ikke overbevise om, at det var nu, chancen var der for at komme rundt om Møn; det var ikke godt at vide, hvornår den ville byde sig igen! Brian var i vildrede - han ville frygteligt gerne med, men han havde jo meldt sig til arbejde - og skulle Per kontaktes og tilbydes at være med til at slå sin egen rekord?
Efter lidt betænkningstid besluttede han sig - kunne Per formås til at deltage, var han klar; han måtte bytte sit arbejde med en anden. Per blev strax kontaktet og forelagt idéen, selvom det ellers ikke var meningen, at han skulle have været med til - eller vidende om - rekordforsøget, førend han kunne drilles med, at hans rekord var slået med timer (selvsikkerheden fejlede sandelig ikke noget efter turen rundt om Falster).
Egentlig skulle Per have været på arbejde om fredagen, men tilbuddet var jo fristende og udfordringen ikke mindre provokerende med oplysning om, at vi få dage forinden havde slået rekorden Falster Rundt. En kort rådslagning med hustruen, og Per gav sit tilsagn om deltagelse.
Jeg forestod proviantering, og kl. 22.50 stævnede vi ud fra klubben og satte kursen syd om Møn. Der var - som beregnet - medstrøm, og vinden var som varslet i vest = medvind. Der var godt nok ikke meget af vinden, hvilket jo også var varslet. Efter nogen roning langs Møns sydkyst noterede vi os, at vinden kom fra land og åbenbart var drejet mod nordvest. Vi tolkede det dog ikke således, men skønnede, at vindretningen, da der kun var tale om en svag brise, skyldtes landbrise.
Efter 3 timer og 15 minutters roning anløb vi Klintholm Havn, fandt et sted at gå i land for at få en bid mad, en kop kaffe og forrette vores nødtørft. Men hvilket sted, vi gik i land! Mågernes foretrukne opholdssted om dagen. Der var mågemøg overalt på broen, og selvom den var indtørret, stank der forfærdeligt af fisk. Nå, man er vel ikke sart, så ned med maden m.v., selvom hver mundfuld syntes at smage af fisk uanset pålæggets art! Mens vi gjorde hvil i Klintholm Havn bemærkede vi os, at vinden var frisket op fra en nord - nordvestlig retning; der var ikke længere tale om en landbrise. Dette var ikke helt i overensstemmelse med vejrvarslingen, der jo havde forudsagt aftagende vestlig vind torsdag aften til svag vind fra skiftende retninger om fredagen. Vinden bekymrede mig lidt, men med varslingen ihukommende slog man sig til tåls med, at det måske bare var et lokalt - meget lokalt - fænomen, og at der nok kun ville være svag vind rundt om klinten og hjem.
Møn Fyr rundedes kl. 03.l0, og mens vi nød nattergalen slå sine triller, forsøgte jeg mig med et foto af fyret (mislykket).
 

Møn Fyr kl 03.10!

Med den fart vi havde på, ville klinten være rundet længe før solen kom på himlen, men hva´ pokker, turen var jo også primært for at slå Per´s rekord, så oplevelsen af Møns Klint i solopgang måtte vente til en anden god gang.
Jo længere vi kom omkring klinten, jo mere kunne vi mærke en tiltagende vind og begyndende søer. Vi slog det hen som et overgangsfænomen -"vi tager lige en pynt til". Men jo længere vi roede, des mere modvind fik vi, og jo højere blev søerne. Dette passede absolut ikke med verjvarslingen - hvad var gået galt? Vinden føltes nu ret "kraftig" (6-7 m/sek.?) og søerne var ganske høje. Længere omme, ville vi få søerne ind for for tværs på styrbords side. Vi havde godt og vel 20 km foran os, førend vi ville være ved Ulvshale og i læ. Jeg foreslog, da jeg nu havde roet siden fyret og de sidste godt og vel 5 km i tiltagende vind og sø og uden udsigt til, at et skifte ville kunne finde sted de næste 20 km, at vi vendte om. Brian, der nu sad som styrmand, mente ikke, at det var muligt uden stor risiko at vende båden, og at det ville være yderligere risikabelt. at få søerne agten ind, så han foreslog, at vi fandt et egnet sted, hvor vi kunne tage båden på land for senere afhentning over land. Nu er kysten ved Møns Klint bare ikke det mest egnede sted at tage en båd på land. Der er sten overalt på kysten og i øvrigt ingen muligheder for at hente båden over land. Per foreslog, at vi lige rundede endnu en pynt for at se, hvordan det så så ud. Fra rekognoscering tidligere på året med henblik på at finde en egnet plads for overnatning i forbindelse med den planlagte "solopgangstur" vidste jeg, at der var 2 steder, hvor det ville være muligt at afhente båden med bil. Det ene sted - og det vi nu var nærmest! - måtte vi imidlertid nok regne med at skulle bære båden op igennem en sænkning i klinten nogle l00 meter. Det andet sted, som lå noget væk, ville være bedre egnet, da man dér kunne køre helt ud til kysten. Begge steder var kysten dog fyldt med sten.
Vi fortsatte hen langs Møns nordkyst. Det var lidt af en kamp med søerne ind for for tværs, ikke mindst at få tagåren op igen og med tilbage - og trætheden begyndte at melde sig. Brian meddelte, at han var begyndt at fryse (lufttemp. var under lo gr.), og det var helt umuligt at skifte. Brian og jeg var parat til at tage båden på land nu - koste, hvad det ville. Per var bekymret for landgangen på den stenbelagte kyst og foreslog, at vi forsøgte at ro lidt videre! Det gjorde vi så, selvom trætheden bevirkede, at jeg måtte kæmpe mere og mere med at få åren op og med tilbage efter hvert rotag - irritationen var stærkt tiltagende - også fordi jeg følte, at når jeg forsøgte at rette båden op ved et hårdt træk, trak Per mindst lige så hårdt og dermed udlignede mit opretningsforsøg; - og skinnebenet fik sig nogle gevaldige knubs af åren.
Brian meddelte snart efter, at han nu var så kold, at tæerne virkede følelsesløse - noget drastisk måtte altså gøres. Pludselig syntes der at være et ophold i bølgerne. Brian og jeg fik byttet. Per og jeg havde nu roet ca. 12 km i modvind og modsø. Med skiftet fik Brian en chance for at få varmen - jeg ville med sikkerhed miste den! Efter endnu nogle km´s roning meddelte Brian, at hans tæer fortsat var følelsesløse, og at vi blev nødt til at gå i land. Per havde kort forinden ladet vide, at vi snart blev nødt til at forsøge endnu et skifte, da han nu var ved at blive træt - og gerne for min skyld, da jeg allerede var blevet ret kold: Undervejs fra klinten havde vi ikke kunnet undgå at få lidt "sprøjt" ind, så lidt våde var Brian og jeg jo blevet, medens Per på 1´eren i det store og hele var gået fri. Det blev besluttet at tage båden på land. Per mente ca. 1 km fremme at kunne skimte noget sandstrand, så vi besluttede at forsøge at ro dertil. Og ganske rigtigt, her var sand - nu skulle vi så blot også passere 2 revler. Søerne syntes her at være noget mindre end tidligere, men vi var også ved at komme i læ af Ulvshale, selvom der stadig manglede et stykke dertil. Båden drejedes ret mod kysten, årerne sattes hårdt i, og da yderste revle nåedes, sprang styrmanden ud - fornøjelsen var min! - og greb fat i båden for at bremse farten endnu mere, inden næste revle skulle passeres. Imellem revlerne gik vandet mig til knæene, fra sidste revle og ind til land var der vand til livet - og det var koldt!!. Båden løb op på stranden, Brian og Per stod ud og bragte årene på land, hvorefter vi forsøgte at bære båden op. Mine kræfter rakte imidlertid ikke hertil, og vi måtte derfor først tømme båden for bagage. Så lykkedes det at få den op.
Vi fandt et sted, hvor der var læ for vinden - ja, men hvilken vind? Når vi kiggede på vindmøllerne kun kort herfra, var der dårlig nok vind til, at de kunne dreje rundt!!! Selv den mindste vind nu var på grund af, at vi frøs, dog generende. Vi skiftede det våde tøj til noget tørt, men desværre havde Brian og jeg kun - "belært" af turen rundt om Falster, hvor vi kun fik brug for et sæt - det sæt joggingtøj med, som vi havde på - og det var altså vådt. Vi pakkede benene ind i plastposer, spiste noget mad, drak noget varm kaffe og fik en bitter (!), hvorefter vi som en bedre hund rullede os sammen og lagde os til at sove. Per lånte os lidt tøj til at dække overkroppen med - han siger selv, at han "puttede" os!! Til alt held var solen nu kommet på himlen, men alligevel var det vanskeligt at få varmen.
Medens vi lå der, løb Per sig en tur for at finde ud af, hvor den vej, som gik helt ned til stranden førte hen. Han ringede også til Annette for at høre, om hun, hvis det blev nødvendigt, kunne hente os, ligesom han kontaktede Formanden og satte ham ind i situationen. Formanden ville dog i første omgang ikke rigtigt tro på Per´s beretning om vejret og at vi havde måttet tage båden på land - i Stubbekøbing skinnede solen fra en skyfri himmel, og ikke en vind rørte sig!!
 

Max af med det våde tøj. Brian "drømmer jeg eller...."

Jeg er ikke klar over, hvor længe Brian og jeg "sov", men da vi vågnede - eller også vækkede Per os - bragte Per i forslag, at vi forsøgte at ro hjem, idet han mente, at søerne var aftaget - han skulle nok starte med at styre!!! Brian og jeg kiggede på hinanden - vi havde ikke meget lyst til at fortsætte, og vi var stadig kolde. Per foreslog, at vi løb en tur, han ville så i mellemtiden bære tingene ned til båden. Brian og jeg kiggede lidt på bølgerne - Per havde nok ret, de var vist aftaget en del i højde, virkede nærmest "dovne" og ikke så "aggressive", som vi havde oplevet dem tidligere på dagen. Vi løb en tur, og da varmen begyndte at vende tilbage, var den sag afgjort: Vi skal have båden med hjem - over vand.
Vi vendte båden, pakkede den og satte den i vandet. Medens Per holdt båden op mod søerne, der altså var beskedne her bag revlen, steg Brian og jeg ombord. Per skulle nu montere roret, medens Brian og jeg med årerne skulle holde båden op i søen - det viste sig at være lidt af en opgave for Per. Der måtte en del forsøg til førend det lykkedes, og Per undgik vist ikke at blive lidt våd på bukser og ærmer. Lykkedes gjorde det dog. Nu skulle vi så bare ud over de 2 revler. Da vi jo havde erfaret dybden imellem land og inderste revle, steg Per strax ombord. Begge revler blev passeret, og uden at båden tog på med køl eller ror. Vi var enige om, at det nu blot drejede sig om at komme hjem, skidt med hvor lang tid det ville tage. Vi roede derfor i et passende lavt tempo. Da vi nåede spidsen af Ulvshale, troede vi vanskeligt vore egne øjne: Det var havblik, så langt øjet rakte mod Sjælland. For bare et par timer siden havde vi kæmpet med hård sø, og så nu dette. Et stykke mod øst kunne man dog stadig se lidt "ujævnheder" på vandet.
Spidsen af Ulvshale skal rundes i en vis afstand pga. en udstikkende sandrevle. Det gjorde vi bare ikke, og Brian, der nu sad som styrmand, måtte ud at soppe et stykke vej, medens Per og jeg fortsat forsøgte at ro, selv om der knapt var vand til årebladet. Bundforholdene skifter imidlertid pludseligt, og med et var vi ude i sejlrenden. Et skridt mere og Brian havde fået sig en dukkert!!!
Herefter gik det ellers bare hjemad. Ned gennem Ulvshale Løb (renden imellem Møn og Nyord) havde vi medstrøm. Det passede ikke med mine beregninger, men skidt med det, bare vi fik medstrøm hjem.
 

Umiddelbart før Nyordbroen. Tagåren synes noget "hærget"!!

Efter lidt zig-zag sejlads sønden for Nyord nåede vi ud i Ulvssund - og så passede mine beregninger: Modstrøm - og nu begyndte vejrvarslingen også at passe: vind fra vest - ikke meget, men alligevel mere end en brise. Fra Mønbroen og hjem er ca. 15 km. Det tog os mere end 2 timer at ro distancen, så noget trætte må vi vel have været. Over Grønsund havde vi modstrøm og lidt modvind, men da vi havde rigget af var Grønsund blank som et spejl, og klubbens vimpel hængte slapt ned.
Per var af den bestemte opfattelse, at det var Hybris - gudernes straf for vores overstadighed efter de første 34 km til Klintholm Havn, der jo tydede på, at vi ville kunne gå rundt på 11 timer. Per havde regnet med 12 timer - nu brugte vi l4 timer og 16 minutter - men forbedrede dog Per´s rekord fra 1995 med 29 minutter.
Det måtte kunne gøres bedre - vi havde dog trods alt haft lidt besværligt vejr og sø undervejs og havde været på land i vel 1½ til 2 timer.

Det skal være usagt, om man kan drage nogen lære af ovenstående beretning om vores tur Møn Rundt. Vejrudsigten var tjekket: aftagende vestlig vind torsdag og svag vind fra skiftende retninger fredag. Observationerne var kontrolleret både kl. 17 og kl. 21. Kl. 21 meldte Albuen SV 3 m/sek, Maribo V 3 m/sek, Møn Fyr V 3 m/sek og Gedser V 6 m/sek. De observationer, som jeg ikke havde hæftet mig ved var følgende: Hesselø (oppe i Kattegat) Kl. 17 V 4 m/sek kl. 21 NV 6 m/sek, Gniben (Sjællands Odde) kl. 17 V 6 m/sek kl. 21 NV 8 m/sek, Sprogø kl. 17 NV 9 m/sek, kl. 21 NV 6 m/sek og Omø kl. l7 N-NV 9 m/sek, kl. 21 NV 6 m/sek - og det skal man måske. Vejrmeldingen var vel ikke helt forkert, når man varslede svag vind fra skiftende retninger om fredagen. Vi må imidlertid konstatere, at den svage vind blot ikke var at finde ved Møns Klint tidlig fredag morgen!!!

Ove har efterfølgende betroet os, at han måtte forbi klubben, da han var i Stubbekøbing om søndagen, for at se hvilken tid vi havde opnået, og at han var "lettet" over, at tiden ikke var bedre, for så var der da mulighed for en forbedring!!!


Til toppen af siden
MØN RUNDT 2. gang.

Som det fremgår af ovenstående, havde Per og Brian allerede tidligst på året planlagt et attentatforsøg på Per´s rekord rundt om Møn. Da vi andre ikke ønskede at deltage, havde Per talt med læge Jens Kristensen, fra Lægehuset her i Stubbekøbing. Jens Kristensen er gammel roer og ror i Nyk. F.. Da man nu havde aftalt med Jens Kristensen at gøre forsøget, da Per ikke var tilfreds med den d. 4 - 5/6 foretagne forbedring af hans rekord, og da han vel nu også kunne se, at det burde kunne gøres langt hurtigere, talte han med Jens Kristensen under broroningen ved Storebæltbroens indvielse den 14/6 om, at forsøget skulle gøres i weekenden d. 2o - 21/6 - alt efter vejret.
Per havde vagt i klubben om torsdagen d. 18/6. Han havde lyttet til vejrvarslingerne for de kommende dage og mente, at det ville blive perfekt vejr i week-enden. Da Per ud på aftenen om torsdagen efter afslutning af vagten aflagde Brian et besøg for at aftale nærmere, erfarede han, at Brians interesse i en ny tur rundt om Møn ikke da var existerende - eller også skulle Brian på arbejde om lørdagen?
Resultatet blev, at Per ringede til mig og forespurgte til min interesse. "Joh, den kunne nok være til stede", altså lige bortset fra, at jeg havde dårligt tid og helt andre planer. Vi aftalte, at vi skulle tale nærmere sammen fredag aften eller i løbet af lørdagen, når vejret kunne vurderes endeligt. Jeg ville være fuldstændig sikker på vejret denne gang!!!
Kl. 19.30 lørdag aften mødtes vi i klubhuset. "Bogø" blev klargjort og lodtrækningen om pladserne foretaget: Jens Kristensen ved 1´eren, Per tagåren og jeg på styrmandspladsen.
Jeg havde anskaffet mig et nyt siddeunderlag til turen - et af de der grønne, som man bruger i haven til at lægge knæene på, når man luger. Jens Kristensen havde et tyndt underlag med fra Nyk. F.. Han tog dog imod at låne et af vores fra turen Falster Rundt. På sidste halvdel af turen, blev mit specialunderlag dog mere og mere eftertragtet!!!
Vi lagde fra kaj kl. 20.00. Vinden var svag til let fra vest, strømmen imod, hvilket vi dog var forberedt på, da meldingerne fra Farøbroen de forudgående 2 døgn havde godtgjort, at strømmen først ville vende ca. kl. 23.00.
Med Per ved tagåren - og så i starten - kan alle, der kender til Per og hans roning, vist forestille sig, at tempoet ikke just var sædvanligt langturstempo. Jens Kristensen fulgte godt med, og jeg tænkte: "Åh nej, ikke 2 af Per´s slags, det "overlever" jeg sgu ikke"!!!
Første skifte ved Grønsund Færgebro, og så var der et par km i strid modstrøm til Hårbølle Pynt. Der blev fortsat taget godt ved, og jeg lagde hurtigt t-shirten - men alligevel svedte jeg.
 

På vej mod Hårbølle Pynt

Efter 3 timers roning passeredes Klintholm Havn. Vi følte ikke behov for pause ihukommende mågedunsterne fra sidste besøg, så vi fortsatte ud til umiddelbart før fyret, hvor det var tid for et skifte. Vi gik tæt på land - Per skulle lige - vi andre nød nattergalen. Den vestenvind, som skulle have givet os medvind til fyret, var løjet, og vi fik svage briser fra land. Da vi ydermere ved passage af fyret blev mødt af en "frisk" vind fra nord, frygtede jeg, at vi skulle opleve sidste turs "mareridt" en gang til. Men pludselig var vinden væk, Østersøen langs med klinten var rolig. Kun engang imellem fik vi en svag brise fra land, men skråt imod os. Klinten blev rundet og fortsat i et højt tempo, men dog mere acceptabelt end de første ca. 40 km. Jeg foreslog en 10 minutters kaffepause, hvilket Jens Kristensen fandt var en god idé - Per muggede vist lidt og syntes sikkert, at det var helt unødvendig spild af tid - Det var jo et rekordforsøg det her!!! Hurtigt videre. På den sidste strækning langs med klinten oplevede vi igen en "frisk" vind fra land skråt imod os. Skulle vi alligevel få lidt modvind på nordsiden af Møn, når vi slap klinten?
Sådan gik det dog ikke. Der var næsten ingen vind at mærke, da vi satte over Søhundehavn (bugten nord for Møn) til indsejlingen til Nyord. Da vi var taget "tidligt" hjemmmefra og med den holdte fart, var det endnu ikke blevet helt lyst, da vi nærmede os Ægholm Sand. Det kneb derfor lidt med at se bøjerne, der markerer sejlrenden og derfor også med at finde den - og følge den, hvilket medførte, at vi på et tidspunkt kom for langt ind mod Nyord. Husk derfor, at der skal holdes tæt på Ulvshalesiden, når man skal ind i løbet.
Som ved sidste besøg på de kanter, var der også denne gang havblik i Ulvshale Løb. Jens Kristensen, der efterhånden så lidt brugt ud, bifaldt mit forslag om, at gå i land ved broen til Nyord. Per ytrede sig ikke - han havde jo også fået tømt blæren på den anden side af Møn!!! (at gå i land /holde pause = spild af tid - det er sgu et rekordforsøg det her, ikke en hyggetur!)
Vi gik i land. Der er imidlertid ingen steder, man rigtigt kan lægge til, så vi måtte forsigtigt lægge os langs med stenbolværket til broen. Det var rart at få strakt benene her efter ca.70 km´s roning. Vi spiste, fik en gammel dansk - eller måske var det 2 - lidt kaffe, juice og kiks samt lidt frugt. Det var tidligt på morgenen. Det var fuldstændigt stille, kun gnækkene fra nogle gæs i det fjerne blandede sig med vingesusene fra de tæt forbiflyvende edderfugle, hæse mågeskrig og summen fra et par nærgående myg. Hvis det ikke var fordi, det var et rekordforsøg, havde vi såmænd nok stået der, indtil de larmende mennesker havde fået øjne. En halv times pause var, hvad vi tillod os. Da "Bogø" lækker lidt, steg styrmanden først ombord for at øse. Om dette var årsagen til, at forstavnen kom til at ligge på en sten, eller om jeg havde fået trukket båden for langt op, vides ikke, men da jeg steg ud i båden, kom der en ubehagelig knaselyd (fjolset glemte naturligvis at sikre sig, at båden flød inden han steg ombord). Umiddelbart kunne vi imidlertid ikke se nogen skade, men på den hastighed, hvormed vandmængden inde i båden steg, kunne vi konkludere, at der måtte være tale om en ikke helt ubetydelig skade. Skaden medførte, at der måtte lænses nogle gange på vej hjem.
Bortset fra lidt besvær for Jens Kristensen med at følge den smalle rende sønden for Nyord, gik det fint hjemover. Strømmen i Ulvssund var - ganske som beregnet - med os, og der var kun en svag brise fra NV. Umiddelbart efter passage af Mønbroen løb vi dog ind i en tågebanke, og selvom kompasset var fremme, gik vi for meget mod øst fra Tærø mod Hullerne og løb ind på noget lavt, stenfyldt vand ved Møn. Per mener, at det skyldtes dårligt styrmandsskab, jeg, at Per havde svigtet som navigatør ved fastlæggelse af kursen!!! Hvorom alting er, så spildte vi nok ca. 10 minutter .
Tåge i Grønsund, når man skal krydse, er ikke lige sagen, men i Grønsund var ingen tåge. Strømmen var med - som beregnet!!! - og kl. 06.34 anløb vi klubben.
Rekorden var så absolut i hus: 10 timer og 34 minutter. Ca. 40 minutters pause. Rohastigheden bliver herefter ca. 9,6 km i gennemsnit.
Hvis Du er frisk, så find et par mand - eller kvinder - og gør det bedre!!!
 

Mandskabet Møn Rundt 20/6 – 21/6 1998 (Jens Kristensen, Nyk. F., Per og Max)


Beretningen er godkendt af de deltagende roere: medlem nr. 82 Brian Jensen, medlem nr. 22 Ove Stoffregen og medlem nr. 20 Per Steen.


NB: Om Per´s tur i 1995 skal oplyses, at den blev foretaget om dagen, startende med tåge fra
Hårbølle Pynt til Møns Klint og herefter i bagende sol. Det er nok forklaringen på den
tid, som Per indtil i år vist var ret "stolt" af, og som vi andre vel også "beundrede", selv
om vi nok også syntes, at en rohastighed på 6,4 km/t ikke umiddelbart virkede overvældende
- isoleret set (pausetid ukendt) - men der var jo også tale om en strækning på 95 km.
Alene distancen virkede indtil i år "afskrækkende" på os andre - i hvert fald i et stræk!!





NB NB:
1998 blev "De Gode Tider´s År". Udover ovenstående rekorder noteredes følgende:

19/4: Bogø Rundt (26 km): 2 timer og 40 minutter - heraf ca. 15 minutter´s pause (Bogø).
27/4: Bogø Rundt (26 km): 2 timer og 25 minutter - heraf ca. 10 minutter´s pause (Bogø).
8/5: Til Farøbroen (8 km): 37 minutter på vej til Vordingborg (Farø).
8/5: Til Vordingborg Roklub (16 km): l time og 17 minutter - vind S - SV 5 - 7 m/sek (Farø).
31/5: Til Farøbroen (8 km): 42 minutter på vej Falster Rundt (Bogø).
 

Til toppen af siden
«Tilbage til oversigt over turberetninger»